Kære Alle
Så blev det mandag d. 29. August 2011, og jeg havde første dag hos Betty og Carlin. Det var så også dagen efter orkanen, så jeg mødtes først med dem halv fem… efter at have siddet ved siden af tre nonner i subway’en på vej derhen… a hint?
Carlin åbnede døren, og det er altså noget særligt at se en person i levende live, som man har fulgt så meget på en skærm… tilmed står personen ikke bare på en scene og skråler mere eller mindre uvedkommende ud over en menneskemængde. Nej, hun stod dæleme lige der foran mig. Enormt smuk på en meget amerikansk men meget lidt kunstig måde, og da jeg har set de første mange mange dolls herovre (dolls = plastikopererede kvinder. Jeg kan ikke lide dukker, jeg synes, de er uhyggelige at se på, og det kan jeg fortælle, at de her kvinder også er! Endnu mere i virkeligheden end på tv). Carlin Ross er 39 år gammel - ligner en på 25 - og hun står for forretningsdelen af dodsonandross.com.
Vi hilste med et knus og gik så gennem Madison Avenue-taglejligheden, som er en stor 2 værelses. For enden af gangen mellem de to værelser, der er skilt af køkken og bad, sad Betty. Hun sad i sin kontorstol, for nedrullede persienner, i sit altid sorte tøj, med det karakteristiske lysegrå hår, der står op fra hendes hoved og gør, at man ikke er i tvivl om, at det er hende. Kvinden er næsten 83 år, og hun holder sig bare godt!
Så satte vi os ned og der blev talt lidt om turen til Norge. I november kommer der en serie på NRK, men det er strengt forbudt at fortælle, hvad det kommer til at handle om… hush hush.
Og hvad talte vi så om… der løb så mange tanker gennem mit hoved, at jeg faktisk ikke har styr på den samtale overhovedet.
I hvert fald kom talen ind på feminisme… og det er nok et af stederne, vi ikke mødes. Jeg er slet ikke med, når feminisme stadigvæk er en sag, og når der – selvom Betty understregede, at det ikke var tilfældet – stadigvæk ligger noget mandehad og lurer. Hvis det bliver en sag om, at kvinder skal mere eller mindre overtage verden, så bliver det bare kvinder, der undertrykker mænd, og så er vi ikke nået nogen vegne alligevel.
Jeg lavede faktisk min egen lille definition af, hvad jeg vil mene, at feminisme er (blevet), da jeg skrev min sidste blog til Girltalk. Den får I lige:
”Så hvad er en feminist? I min verden er en feminist en kvinde, der kræver sin ret i alle aspekter af livet. Om det gælder sex, sure sokker eller chefer. Men hun kræver den ikke bare for at kræve den eller for at statuere et eksempel, eller fordi det er en principsag; hun gør det, fordi det er helt grundlæggende, helt selvfølgeligt for hende; hun gør det, når der bliver sat spørgsmålstegn ved hendes ret. Det er ren naturlov for hende, det er ikke længere en sag.”
Jeg tænker, at feminisme kan blive det store taleemne mellem os, men lad os nu lige komme i gang.
Apropos feminister kom der en til af slagsen – men på 68 år – efter en times tid. Becky… åh, jeg kan ikke huske efternavnet, men hun er også en af dem, der har skrevet bøger om de kære orgasmer. Nu underviser hun en masse i sex og har en masse historier om sine ture til Iran i fredens tjeneste. Sej dame! Hun inviterede mig med til sine klasser, og det har jeg da selvfølgelig tænkt mig at benytte mig af. Betty skyndte sig at slå armene om mig og råbe: ”She’s mine”, men det tog Becky nu meget stille og roligt og sagde med sin tykke syd-accent: ”Yeah yeah, I won’t take her from you”.
Angående undervisningen vil jeg da gøre en del ud af det, tænker jeg. Det kunne være spændende både at være elev og selv få lov at fremlægge noget. Det kunne hun sagtens være med på, tænker jeg.
Senere kom Jeff, Carlins boyfriend eller ”bf”, som de siger, så vi måtte rykke ind i stuen til nogle flere stole for at spise aftensmad på persisk.
I stuen fik vi hver en lille glasbakke til vores glas. Men det var ikke en helt almindelig glasbakke: Det var billeder af vulvaer, der prydede de her glasbakker. Og så gik snakken selvfølgelig om det, og der var alle slags, så man nogenlunde kunne finde ”sin egen”.
Men så præsenterede Betty sin kaminhylde: ”That’s my alter. I’ve had’em all inside me. Except the one in the middle. That’s one of my awards. I should move that one.”
Bagefter gik Carlin ind og hentede Bettys §4000 dyre ”dildo”. Jeg måtte indrømme, at jeg, ligesom med så mange andre ord, der har med sex at gøre, ikke er videre begejstret for ordet dildo. Desuden var det her ikke en dildo, det var ren kunst. En sort vulkansten formet, så man ikke er i tvivl om dens formål, men dens helt glatte ydre og dens fine former gør den helt fantastisk… appetittelig er måske ordet. Eller som Carlin udtrykte det: ”Don’t you just want to fuck it?”. Det kunne jeg egentlig ikke svare andet end jo til.
Det bliver det for nu… Næste projekt er, at jeg definerer mit eget projekt. Ville gerne have haft en lille gruppe af kvinder, men det bliver for omfangsrigt, så nu bliver det bare om mig.
Jeg har lige fået en besked fra Carlin, der citerer Bettys ord, da jeg var gået i går: ”Karen is a rare find”… derfor er det også enormt ærgerligt, at jeg som det første må skuffe hende. Betty har bedt mig være den 9. person i deres stort opsatte ”circle” her om 10 dage. Og ja, vi taler den slags cirkler, hvor kvinder sidder og onanerer sammen. Men det duer ikke. Jeg håber, at jeg får lov at være med i sådan en cirkel, for det skal da prøves, men det skal ikke filmes… der har jeg helt sikkert en grænse!
Og som en konklusion på alt det her: Jeg er bange for, at de overhovedet ikke har noget at sætte mig til. De havde allerede glemt, at det er fire måneder, jeg skal være her, og der er ingen, der har nævnt andet, jeg kan lave end at være runner på deres produktion her om ti dage… hvilket, jeg tænker, bliver noget i stil med ”get more coffee”… men nu tager jeg den lige med ro og ser, hvad der sker, for det skal jeg trods alt helt sikkert ikke bruge fire måneder på.
Åh, skal prøve at gøre min næste blog kortere...
NYs NYs
