Session med Betty Dodson

Jeg havde en session med Betty i går. Det var ret så fantastisk. Mest af alt, fordi jeg fik lov at se "den rigtige" Betty Dodson. Betty er, som hun siger, i sit 83. år, og hendes krop er begyndt at gøre vrøvl, hvilket kan gøre hende lidt vrøvlet… forståeligt nok. 
Men i går var Betty i sit es! Jeg kom ind i hendes Madison Avenue-lejlighed, hvor hun har boet i 50 år… fordi der er rent control.
Hver gang jeg træder ind i Betty's lejlighed, føler jeg, at jeg træder ind i hendes livshistorie. En af mine opgaver herovre har været at læse korrektur på Betty's Memoirs, "My Romantic Love Wars". Jeg har læst bogen 2 gange - hvilket helt sikkert er i hvert fald én gang for lidt, men ud skulle den - så jeg kan hele Betty's livshistorie udenad, hvilket, Betty synes, er yderst morsomt, da hun ikke kan fortælle noget, uden at jeg allerede ved det eller har en reference. Jeg var til gengæld selv ved at blive skør af det på et tidspunkt. Men nu er bogen ude. 10 dollars som ebook på dodsonandross.com, og den er værd at læse. Sikke et liv hun har haft... og har… hun klarer sig virkelig godt af en 83-årig. F.eks går Betty ikke… hun marcherer… med rank ryg… og så kan hun ikke forstå, at der ikke er nogen, der hjælper "den gamle dame"...

Nå, men det er altså noget særligt at være i Betty's lejlighed. Bare at stå i gangen med de 15 kroge, hvor deltagerne til hende bodysex-grupper hængte deres tøj, inden de nøgne trådte ind i stuen for at hilse på hinanden, er altså lidt noget særligt. Før bodysex-grupperne var det orgier, der blev holdt i lejligheden. MANGE orgier. Sexorgier, hvis nogen skulle være i tvivl...

Indtil start 70'erne var Betty's stue fint møbleret, men så tømte hun det hele for at gøre plads til sine famøse cirkler. I går stod der så en massage brix midt i stuen, og der var lagt et håndklæde ud langs den ene væg og sat puder op at læne sig mod. På en bakke ved siden af håndklædet lå der forskellige vibratorer, lube (massageolie), Betty's Barbell (som man fører op i sig, når man onanerer… okay, det er en dildo. Hate that word) og servietter. Jeg følte mig ikke nervøs, men jeg var mildest talt spændt! Havde jeg ikke kendt Betty så godt, men kun set hende på TV i gang med en cirkel, præsenteret af Pia Struck, hvilket jeg ikke skal afvise får hende sat i kategori som en eller anden halvsindssyg ekshibitionist, så tror jeg helt ærligt, jeg havde været pænt nervøs. 

I stedet var jeg spændt, og da vi havde sludret lidt, fik jeg at vide, at jeg skulle smide tøjet og tage den sweatshirt og de uldsokker på, der lå klar. Kort efter stod jeg så der med en grå sweatshirt, der næsten nåede min navle, lilla, plyssede uldsokker og intet andet. Smukt!

Så var det tid til "The Genital Show and Tell". Betty og jeg satte os ned på håndklædet ved siden af hinanden. Jeg smed det ene ben over hendes og det andet ud til siden, og så kom makeup-spejlet hen foran min vulva (det hedder det, man kan se udefra), som var fint lyst op af en gammel skrivebordslampe. Næææ, hvor fint… Nu har jeg mange gange set, hvordan jeg ser ud mellem benene og har ingen klager, men jeg har faktisk aldrig haft begge hænder fri, og det kan absolut anbefales.

Jeg spurgte Betty, hvor mange vulvaer, hun tror, hun har set? "Thousands" var hendes svar, hvilket jeg jo godt vidste, da jeg har læst hendes bog…

Som Betty siger, så er "Show and Tell"-delen af en session ofte den mest helende. Man tror, det er løgn, hvor mange kvinder der går rundt og er kede af, hvordan de ser ud mellem benene. Jeg har selv siddet som frivillig på Girltalk.dk og chattet med teenagepiger, der tror, at de er helt forkerte. Det er lige til at tude over, for det ødelægger deres selvværd helt uden grund. Åh, don't get me started… moving on...

Betty troede selv, at hun var deform, indtil hun var næsten 36 år gammel og mødte Grant. Grant var Betty's længste had/kærlighedsforhold, men han døde for 3 år siden… for hulen, hvor ville jeg gerne have mødt ham. Det var ham, der opdagede og viste Betty, at den vibrator, der skulle give skaldede mænd håret tilbage, var meget bedre på kvindens klitoris. Hurraaaaa!

En aften i 1965, da Betty og Grant havde sex, spurgte han, om han måtte se, hvordan hun så ud mellem benene… altså, på den der jeg-tager-lige-mine-briller-på-og-indstiller-lampen-til-at-lyse-direkte-ind-mellem-dine-ben-måde. Betty blev så forskrækket, at hun gav sig til at græde og "indrømmede", at hun var deform. Grant hoppede ud af sengen og hentede sin bunke "Beaver Magazines" (Beaver er 60'er-slang for vulva). Han bladrede rundt og fandt den ene model efter den anden poserende med lange indre kønslæber…. ligesom Bettys. Det kurerede Betty på minutten! Der havde jo aldrig været noget galt! I skulle vide, hvor mange mails Betty får fra kvinder i deres 40'ere, der først nu har fundet ud af, at de er helt normale mellem benene... 

Tilbage på håndklædet... fik jeg en gennemgang af alt det, der er mellem mine og alle andre kvinders ben. MED tegninger af det indenfor. Vidste I, at kvinden faktisk har to svulmelegemer ligesom manden? Hvorfor vidste jeg ikke det, og hvorfor er det aldrig afbilledet? Og det ene sidder ligesom hos manden omkring urinrøret… igen kunne jeg skrive en masse, for det har altså nogle pænt interessante - og omdiskuterede - funktioner.

Efter "The Genital Show and Tell" var det op på massagebordet med mig… Jeg ved ikke, hvor meget jeg skal dele i den her blog, men jeg kan da fortælle, at efter tre timers session fik jeg den længste orgasme, jeg nogensinde har fået!!… are you kidding me, jeg sad helt oppe i loftet!! Og jeg har aldrig følt mig så afslappet og happy mellem benene som efter den oplevelse… men det tog også tre timer med show and tell, vulvamassage, bækkenbundsøvelser, Betty's Barbell, prøv lige den her vibrator og den her og den her… nej, ikke komme… så da jeg endelig måtte komme, kunne jeg selvfølgelig ikke. Så det tog lige en halv time mere… indtil Betty sagde, at nu var det tid til at prøve the Hitachi...

OhMy(f)God!!

Every woman has to have one of those… det er et massageapparat, og den er pænt hidsig, men alligevel er den det på en måde, der i hvert fald sendte mig til himmels på alle måder... den brændte på ingen måde min clit af, men man skal helt sikkert ikke sætte den direkte på klitten og holde den der. Hvis man har set Betty in action, har man helt sikkert også set det her lidt voldsomme apparat in action... Da jeg fik den i hånden, skete der noget, skal jeg da liiiiiige love for! Var helt udkørt!

Bagefter var der som sædvanlig drinks before dinner, og Betty pressede grapefrugt, som blev hældt over vodka, soda og isterninger. Mums for en god drink!

Så havde vi en hyggelig snak, og jeg kom endnu tættere på Betty Ann Dodson (skal udtales med Wichita, Kansas-accent) og al hendes enorme viden. Jeg bliver helt svimmel bare ved tanken. Nu har jeg ikke fortalt i detaljer - man skal endelig bare spørge - men det er tydeligt, at Betty har haft at gøre med virkelig mange kvinder!! Som Carlin siger: "Not a pussy in the world could offend her." Hun ved et og andet, og måske ved hun mere om én, end man selv gør...

Jeg ved bare, at jeg svævede ud af lejligheden, ud på gaden og ned i subwayen. Det var skønt!

Første dag...

Kære Alle

Så blev det mandag d. 29. August 2011, og jeg havde første dag hos Betty og Carlin. Det var så også dagen efter orkanen, så jeg mødtes først med dem halv fem… efter at have siddet ved siden af tre nonner i subway’en på vej derhen… a hint?

Carlin åbnede døren, og det er altså noget særligt at se en person i levende live, som man har fulgt så meget på en skærm… tilmed står personen ikke bare på en scene og skråler mere eller mindre uvedkommende ud over en menneskemængde. Nej, hun stod dæleme lige der foran mig. Enormt smuk på en meget amerikansk men meget lidt kunstig måde, og da jeg har set de første mange mange dolls herovre (dolls = plastikopererede kvinder. Jeg kan ikke lide dukker, jeg synes, de er uhyggelige at se på, og det kan jeg fortælle, at de her kvinder også er! Endnu mere i virkeligheden end på tv). Carlin Ross er 39 år gammel - ligner en på 25 - og hun står for forretningsdelen af dodsonandross.com.

Vi hilste med et knus og gik så gennem Madison Avenue-taglejligheden, som er en stor 2 værelses. For enden af gangen mellem de to værelser, der er skilt af køkken og bad, sad Betty. Hun sad i sin kontorstol, for nedrullede persienner, i sit altid sorte tøj, med det karakteristiske lysegrå hår, der står op fra hendes hoved og gør, at man ikke er i tvivl om, at det er hende. Kvinden er næsten 83 år, og hun holder sig bare godt!

Så satte vi os ned og der blev talt lidt om turen til Norge. I november kommer der en serie på NRK, men det er strengt forbudt at fortælle, hvad det kommer til at handle om… hush hush.

Og hvad talte vi så om… der løb så mange tanker gennem mit hoved, at jeg faktisk ikke har styr på den samtale overhovedet.

I hvert fald kom talen ind på feminisme… og det er nok et af stederne, vi ikke mødes. Jeg er slet ikke med, når feminisme stadigvæk er en sag, og når der – selvom Betty understregede, at det ikke var tilfældet – stadigvæk ligger noget mandehad og lurer. Hvis det bliver en sag om, at kvinder skal mere eller mindre overtage verden, så bliver det bare kvinder, der undertrykker mænd, og så er vi ikke nået nogen vegne alligevel.

Jeg lavede faktisk min egen lille definition af, hvad jeg vil mene, at feminisme er (blevet), da jeg skrev min sidste blog til Girltalk. Den får I lige:

”Så hvad er en feminist? I min verden er en feminist en kvinde, der kræver sin ret i alle aspekter af livet. Om det gælder sex, sure sokker eller chefer. Men hun kræver den ikke bare for at kræve den eller for at statuere et eksempel, eller fordi det er en principsag; hun gør det, fordi det er helt grundlæggende, helt selvfølgeligt for hende; hun gør det, når der bliver sat spørgsmålstegn ved hendes ret. Det er ren naturlov for hende, det er ikke længere en sag.”

Jeg tænker, at feminisme kan blive det store taleemne mellem os, men lad os nu lige komme i gang.

Apropos feminister kom der en til af slagsen – men på 68 år – efter en times tid. Becky… åh, jeg kan ikke huske efternavnet, men hun er også en af dem, der har skrevet bøger om de kære orgasmer. Nu underviser hun en masse i sex og har en masse historier om sine ture til Iran i fredens tjeneste. Sej dame! Hun inviterede mig med til sine klasser, og det har jeg da selvfølgelig tænkt mig at benytte mig af.  Betty skyndte sig at slå armene om mig og råbe: ”She’s mine”, men det tog Becky nu meget stille og roligt og sagde med sin tykke syd-accent: ”Yeah yeah, I won’t take her from you”.

Angående undervisningen vil jeg da gøre en del ud af det, tænker jeg. Det kunne være spændende både at være elev og selv få lov at fremlægge noget. Det kunne hun sagtens være med på, tænker jeg.

Senere kom Jeff, Carlins boyfriend eller ”bf”, som de siger, så vi måtte rykke ind i stuen til nogle flere stole for at spise aftensmad på persisk.

I stuen fik vi hver en lille glasbakke til vores glas. Men det var ikke en helt almindelig glasbakke: Det var billeder af vulvaer, der prydede de her glasbakker. Og så gik snakken selvfølgelig om det, og der var alle slags, så man nogenlunde kunne finde ”sin egen”.

Men så præsenterede Betty sin kaminhylde: ”That’s my alter. I’ve had’em all inside me. Except the one in the middle. That’s one of my awards. I should move that one.”

Bagefter gik Carlin ind og hentede Bettys §4000 dyre ”dildo”. Jeg måtte indrømme, at jeg, ligesom med så mange andre ord, der har med sex at gøre, ikke er videre begejstret for ordet dildo. Desuden var det her ikke en dildo, det var ren kunst. En sort vulkansten formet, så man ikke er i tvivl om dens formål, men dens helt glatte ydre og dens fine former gør den helt fantastisk… appetittelig er måske ordet. Eller som Carlin udtrykte det: ”Don’t you just want to fuck it?”. Det kunne jeg egentlig ikke svare andet end jo til.

Det bliver det for nu… Næste projekt er, at jeg definerer mit eget projekt. Ville gerne have haft en lille gruppe af kvinder, men det bliver for omfangsrigt, så nu bliver det bare om mig.

Jeg har lige fået en besked fra Carlin, der citerer Bettys ord, da jeg var gået i går: ”Karen is a rare find”… derfor er det også enormt ærgerligt, at jeg som det første må skuffe hende. Betty har bedt mig være den 9. person i deres stort opsatte ”circle” her om 10 dage. Og ja, vi taler den slags cirkler, hvor kvinder sidder og onanerer sammen. Men det duer ikke. Jeg håber, at jeg får lov at være med i sådan en cirkel, for det skal da prøves, men det skal ikke filmes… der har jeg helt sikkert en grænse!

Og som en konklusion på alt det her: Jeg er bange for, at de overhovedet ikke har noget at sætte mig til. De havde allerede glemt, at det er fire måneder, jeg skal være her, og der er ingen, der har nævnt andet, jeg kan lave end at være runner på deres produktion her om ti dage… hvilket, jeg tænker, bliver noget i stil med ”get more coffee”… men nu tager jeg den lige med ro og ser, hvad der sker, for det skal jeg trods alt helt sikkert ikke bruge fire måneder på.

Åh, skal prøve at gøre min næste blog kortere...

NYs NYs

OMG...

Kære alle!

Jeg kan ligeså godt starte nu, så OMG!! Jeg tager til "the land of the OMG's", og OMG, hvor bliver det helt vildt!

Jeg skal tre ting i New York: være, synge jazz og tale om sex... i min verden bliver det ikke meget bedre end det!

Være, fordi det trænger jeg til.

Synge jazz, fordi det trænger jeg altid til.

Tale om sex, fordi det gør jeg jo alligevel, så hvorfor ikke se, om man kan tage det seriøst nok til at gøre en levevej ud af det... eller mere korrekt, om alle andre kan tage det seriøst nok. 

Og hvorfor så ikke starte midt i orkanens øje? Tage over til to kvinder, Betty Dodson og Carlin Ross, der taler rigtig meget om sex, eller de taler mest af alt om "bodysex", Betty Dodsons betegnelse for solosex eller onani, hvad end man foretrækker. De er feminister for fuld skrue, der er ingen kære mor, men der er helt sikkert en hulens masse at lære... og, tænker jeg, en hulens masse at udfordre! Åh, det er meget spændende, og jeg håber, I har lyst til at være med her på bloggen!

De kærligste hilsner til jer alle fra Karen